Design dit eget lace sjal

oprettet d.

Design dit eget lace sjal

Design dit eget lace sjal – del 1

Dette kompendium viser, hvordan du strikker et trekantsjal med to trekantpaneler strikket oppefra.

 

Du kan downloade hele kompendiet som pdf her!

 

Du får brug for en spids blyant eller pencil, viskelæder, ternet papir og en rød tusch eller farveblyant.

1. Vælg din egen lace rapport og tegn den på ternet papir

 

 

Vælg en enkel lacemønster rapport, hvor der kun strikkes mønster på retside-pindene. Det vil sige, at vrangside-pindene strikkes vrang (eller ret) uden mønster. Jeg har valgt dette mønster.

 

 

TIP En rapport er den mindst mulige gentagelse af dit mønster.

2. Tegn din valgte rapport 6 gange = 3 gange i bredden og 2 gange i højden.
 

Din opgave er at tegne din valgte mønsterrapport 3 gange i bredden og 2 gange i højden. Markér til slut din nederste rapport i midten med rød, som her:

3. Tegn en skabelon til dit trekantsjal

 

Tegn en skabelon magen til denne (eller print min ud fra pdf'en). Du behøver ikke skrive alle tallene.

 

Den samme trekant strikkes to gange, så du behøver kun at lave diagram til en. Om skabelonen:

 

  • De grå felter strikkes ikke.
  • Diagrammet læses nedefra og op.
  • Ulige rækker viser retsidepindene
  • Lige rækker viser vrangsidepindene (og i dette tilfælde lader vi dem stå tomme)
  • De små cirkler betyder slå om og angiver alle de udtagninger, vi har brug for til at give sjalet den rigtige form. De må ikke slettes.

 

4. Tegn en rapport ind i din trekant skabelon

 

Opgaven er nu at tegne din rapport (som er firkantet) ind i skabelonen (som er trekantet). Det kræver lidt tilpasning af rapporterne, så jeg vil nu vise dig, hvordan det kan gøres.

Min rapport er på 10 m, og som du kan se, har jeg valgt at forskyde den 1 felt mod højre, så jeg får midten af mønstret i midten af sjalet.

 

Jeg starter altid med at tegne alle udtagningerne (slå om), og bagefter tegner jeg alle indtagningerne.

 

Jeg har placeret rapporten på 15. rk, hvor der er luft ud til trekantens sider.

 

Princip 1: du vælger selv hvad, der skal være midten af dit mønster.

 

Princip 2: placer dine mønstre med luft til skabelonens sider

 

5. Tegn to rapporter mere ind i din trekantskabelon = 1 på hver side af den første.

 

Jeg har kun haft plads til at tegne dele af de nye rapporter. Som du kan se, er der kun plads til lidt af hver rapport, da de ellers går ud over kanten på trekantskabelonen.

 

Det kræver lidt matematik

 

Princip 3: Der må ikke ændres på antallet af m i en række. Hver række skal gå i nul.

Princip 4: En udtagning = + 1 og en indtagning = - 1

Princip 5: Omslagene på skabelonen tælles ikke med og må ikke ændres.

 

Jeg har vist regnestykket for den øverste række. Det nemmeste er at udligne parvis. Læst fra højre:

Første par 2 r sm (-1) + sl o (+1) = 0.

Andet par sl o (+1) + 3 dr r sm (-2) + sl o (+1) = 0.

Tredje par sl o (+1) + 2 dr r sm (-1) = 0

 

På samme måde tælles hver af de nye rækker. Du kan nu se, at jeg ikke har ændret antallet af masker på rækkerne. Du kan også se, at jeg har været nødt til at ændre dobbeltindtagningen (3 dr r sm) til en enkeltindtagning (retningen på denne vælger jeg selv).

 

6. Tegn 3 nye rapporter oven over de første 3 rapporter

 

De følgende rapporter tegnes efter samme principper som før. Måske får du plads til flere rapporter i siderne end jeg gør. Så tegner du bare dem også.

 

 

7. Strik nu en prøve af dit flotte mønster.

 

Det er en god idé at strikke 3 kantmasker i ret på hver side af mønstret. Det vil sige, at du starter med at slå 6 m op og strikker så efter diagrammet. Skyl prøven op i vand, spænd den op med knappenåle.

 


Kommentar(er) 6

  • Dorte
    Dorte

    Vil man med fordel kunne bruge excel til at tegne skabelonen og mønstret i ?

    Svar

    • Dorte
      Dorte — (Administrator)

      som kommentar til af Dorte

      Du kan sagtens bruge Excel. Jeg bruger selv et program, der hedder: Knitting Chart Editor. Men som indledning kan jeg godt lide at bruge papir, blyant (og viskelæder).

      Svar

  • Marianne Sonne
    Marianne Sonne

    Tusind tak for din dejlige inspiration, Pernille. Hvor ser det godt ud - spændende at prøve når tiden er til det :-) Kh Marianne

    Svar

  • Tut Madsen
    Tut Madsen

    Alt hvad der er blødt og varmt, er næsten altid strikket. Og er det mig der har strikket det vil selv min voksne datter bruge det.

    Svar

  • Sonja kongaa
    Sonja kongaa

    Spændende at prøve

    Svar

Skriv din kommentar