Dankort + VISA/Dankort MobilePay VISA Electron Mastercard VISA JCB Diners

Vendestrik

Lær at strikke vendestrik med German shortrows

Gratis guide af Pernille Cordes

 

Vendepinde bruges til at formgive strik. Det fungerer lidt på samme måde som indsnit, når man fx syr en kjole.

 

Vendepindene fungerer ved, at man vender midt på en pind og strikker tilbage - man strikker altså ikke hele pinden færdig.

 

Gentager man dette, så har man strikket flere gange over dele af strikketøjet - mens andre dele har man slet ikke strikket over. Derved skabes den form, man ønsker.

 

Det vil stå i din strikkopskrift, hvor du skal vende og hvor mange gange.

 

Jeg bruger blandt andet vendepinde til:

  • skuldre, for at få den skrå linje
  • kroppen på en sweater, hvis jeg fx ønsker, sweateren skal være længere bagpå
  • ærmekuplen, hvis jeg ønsker at strikke et ærme direkte i ærmegabet
  • halsen på en sweater med rundt bærestykke strikket oppefra og ned
  • en trøje strikket på tværs, hvis jeg ønsker mere vidde forneden end på bærestykket
  • og meget mere


    Først viser jeg, hvordan du strikker vendepinde fra retsiden. Dernæst viser jeg, hvordan de strikkes fra vrangsiden.


    Nederst på siden kan du se nogle af mine designs, hvor jeg bruger vendepinde i opskriften.

Vending på retsiden

1. Strik hen til det sted, hvor du vil vende.

Vend til vrangsiden

2. Vend arbejdet om til vrangsiden. Lad garnet ligge foran arbejdet.

Lav vendemasken

3. Tag første maske løs af, som skulle den strikkes vrang = vendemasken.

Træk i vendemasken

4. Før garnet op over pinden og bagud, og træk i garnet, til masken viser 'to ben'.

 

Fortsæt i vrang

5. Bring garnet frem foran pinden, og strik vrang. Pilene viser vendemaskens 'to ben. Strik vrang pinden ud. Strik evt flere vendepinde, hvis opskriften angiver det.

 

Strik vendemaskerne sammen fra retsiden

Når du igen skal strikke hen over vendemaskerne, skal du strikke de 'to ben' i masken ret sammen.

 

 

Strik vendemaskerne sammen

6. Cirklen omkranser hele vendemasken. Strik vendemaskens 'to ben' ret sammen - de øvrige masker strikkes ret.

 

Vending på en vrangsidepind

Vendingerne strikkes på næsten samme måde bare fra vrangsiden.

 

Vending på vrangsiden

1. Strik fra vrangsiden hen til det sted, hvor du vil vend. Vend arbejdet til retsiden, og før garnet foran arbejdet.

Tag masken løs af

2. Tag første maske løs af, som skulle den strikkes vrang.

Før garnet over pinden og bagud, og træk i garnet, så masken viser 'to ben' = vendemasken.

 

Fortsæt i ret

3. Strik ret pinden ud. Pilen viser vendemaskens 'to ben'.

 

Strik vendemaskerne sammen fra vrangsiden

Når du igen skal strikke hen over vendemaskerne, skal du strikke de 'to ben' i vendemasken vrang sammen.

 

 

Strik vendemaskerne vrang sammen

4. Strik vendemaskens 'to ben' vrang sammen - de øvrige masker strikkes vrang.

 

Vendestrik