Om Pernille Cordes

Pernille Cordes er indehaver af Englegarn. Hun er kreativ designer og udvikler egne opskrifter og mønstre

 

Jeg er strikke- og hækledesigner, forfatter, underviser og indehaver af Englegarn, og jeg brænder for mit fag. Jeg brænder for den kreative proces, hvor jeg med frie hænder og flyvende tanker skaber nye former, ændrer på klassiske mønstre og tilfører min egen stil. Alt det afspejles i mine designs, hvor særlig min inspiration fra tunesisk hækling og moderne skandinavisk stil går igen.

Jeg grundlagde e-handelsbutikken Englegarn tilbage i 2009, og i dag er den vokset til også have eget garnmærke, ligesom jeg udgiver bøger, holder workshops, kurser og vejleder om alt indenfor strik og hækling.

 

Centrale værdier

Nærhed og kvalitet er centrale værdier for mig, og derfor ligger det mig meget på sinde altid at have føling med de produkter, jeg sælger. De skal være i orden 100 %. Derfor er jeg blæksprutten i Englegarn, og jeg har personligt udvalgt alle produkter og mødt mine leverandører. Kun på den måde er jeg sikker på altid at finde og sælge de allerbedste produkter. Jeg sætter en ære i at være den, du får fat i, når du kontakter Englegarn.

 

Inspiration

Som kreativ designer er det vigtigt for mig at få inspiration udefra og opsuge nye impulser og ideer. Dem tager jeg med i den kreative proces, når jeg fordyber mig i nye former, farver og mønstre. Særlige elementer i mine designs er geometriske former, elementer fra tunesisk hækling og den skandinaviske stilrenhed.

Du kan også finde mig på både danske og udenlandske strikkefestivaler, hvor jeg finder nye tendenser og får input til de teknikker, som jeg både bruger i mine designs, og når jeg afholder workshops og kurser. Jeg elsker dialogen og mødet med mine kunder og kursister – både muligheden for at lære dem nye strikke- og hækleteknikker men også muligheden for at finde ud af hvad de kan lide, ønsker og har brug for i deres dagligdag.

 

Professionel baggrund

Jeg er oprindelig uddannet lærer fra Blaagaard Statsseminarium og har undervist i mange år på skoler, aftenskoler og seminarium. På lærerseminariet underviste jeg i linjefaget håndarbejde. Desuden har jeg både en diplomuddannelse i tekstilformgivning fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium og en diplomuddannelse i ledelse fra Professionshøjskolen København og har blandt andet arbejdet som afdelingsleder på skoler i Københavnsområdet.